Dansk Tatovør Laug slår fast; hjemmetatovering er ulovligt, og hilser den nye tatoveringslov velkommen.
Fra 1. januar 2019 blev loven om registrering og tilsyn, af alle tatovører i Danmark endelig en realitet. For at tatovere lovligt, skal alle tatovører være registret hos Sikkerhedsstyrelsen. For at tatovere lovligt, skal alle tatovører være tilknyttet et registreret tatoveringssted.
Før denne ordning trådte i kraft, har det været det vilde vesten, og der har ikke været nogen regler på området. Alle har kunnet sætte sig ned og tatovere, uden nogen erfaring og uden kendskab til hygiejne og brug af udstyr.
Dette har været meget utilfredsstillende for de professionelle tatovører, og har skabt stor usikkerhed blandt kunder og fans af tatoveringskunsten.
Den nye tatoveringslov har nu været en realitet i 3 måneder, og har kun modtaget positiv feedback fra tatovører og kunder.
Sikkerhedsstyrelsen fører tilsyn med alle tatoveringsbutikker i Danmark og kontrollerer;
Om der er dokumentation for brug af tatoveringsfarver
Om der udleveres information til kunderne
Om gulve, vægge, døre og inventar er vaskbare og rene
Om rent og snavset udstyr holdes adskilt
Om der gøren rent og afdækkes mellem hver kunde
Om der er gulvtæpper, dyr eller mad- og drikkevarer i tatoveringsområdet
Om der er let adgang til håndvask, sæbe, håndsprit, servietter og affaldsspand
Om der er åbningsdato på åbne blækbeholdere
Hvad betyder dette for DIN sikkerhed som kunde?
Din tatovør skal i dag være registreret tatovør, og må kun arbejde i et registreret tatoveringssted (butik).
Din tatovør skal på sigt have gennemført et certificeret hygiejnekursus.
Alle farver der bliver brugt i hver enkelt tatovering, skal registreres med lot-nummer og forhandleroplysninger. Der skal ligeledes laves en beskrivelse af tatoveringen og dennes placering.
Disse oplysninger skal opbevares i mindst 5 år, og skal efterfølgende kunne udleveres til kunden, i tilfælde af komplikationer.
På sigt vil alle kopiprodukter – og allergifremkaldende eller giftige farver – kunne spores, og helt fjernes fra markedet.
Med denne nye lov i ryggen slår Dansk Tatovør Laug fast:
Hjemmetatovering er ulovligt!
Man må ikke tatovere i sit køkken, badeværelse, eller andre rum i sin ejendom.
Man må ikke tatovere, uden at være registreret i sikkerhedsstyrelsens database.
Hvis din tatovør har ansatte (danske såvel som udenlandske tatovører), skal de ligeledes være registreret i sikkerhedsstyrelsens database. Dette gælder både hvis de ansatte er på gæstevisit, eller arbejder permanent i butikken.
Om DTL, Dansk Tatovør Laug:
DTL blev stiftet tilbage i 1990, hvor man lavede de første retningslinjer for hygiejniske arbejdsmetoder for tatovører. Foreningen var den første af sin art der skabte regler på området, og indførte sikkerhed for kunden, med kunden i centrum.
DTL er Skandinaviens ældste brancheforening for tatovering, og stadigvæk den eneste demokratiske forening i Danmark, som kræver at du er lovmæssigt registreret hos myndighederne for at være medlem.
Man kan kun blive optaget i DTL hvis man er tatovør (i.e. registreret tatovør), og har tatoveret i mindst 3 år.
Er din tatovør registreret tatovør? Det er alle i DTL!
Bestyrelsen i DTL